Posted in Forfatterinterview

Forfatter #6 -Charlotte Thorhauge og Betina Hundebøl

Jeg har i dag inviteret de to skønne tvillinger tilbage på bloggen, for at fortælle mere om deres samarbejde med at skrive. Det er super spændende at læse om deres  arbejde, ideer med mere. Charlotte og Betina, ordet er jeres:

unnamed (5)

HVEM ER VI?

Vi er to tvillingesøstre Betina Hundebøll og Charlotte Thorhauge på 44 år.

Betina bor i Silkeborg med sin familie bestående af hendes mand, deres to døtre og deres søde hund. Charlotte bor i Roskilde med sin familie bestående af hendes mand, deres søn og datter, deres to fjollede hunde og deres talende papegøje.

Vi har gennem livet fulgtes i tykt og tyndt. At vi bor i hver vores ende af landet er ene og alene pga. Charlottes mands arbejde. Men det har ikke været nogen hindring for at bevare et tæt, tæt søsterskab. Charlotte flyttede til Roskilde i 1992.

Hvis nogen husker det, så var der i 1990’erne forskellige priser på taletid afhængigt af, om man ringede lokalt eller skulle ringe fra fx Jylland til Sjælland. Vi husker, at det var en meget, meget stor dag, da prisen pr. opkald blev den samme ligegyldigt, hvor I landet, man skulle ringe til; noget nær som bønderne måtte have følt, da Stavnsbåndet blev ophævet. At mobilselskaberne i dag har været så letsindige at udbyde abonnementer med ‘fri tale’ må stå for deres egen regning 🙂

Vores ‘livline’ har nemlig altid været at tale sammen i telefonen. For fysisk ses vi nok kun 4-5 gange om året. Vi taler sammen i mobil fra kl. 5.30 – kl. 6.40 hver morgen på hverdage, mens familien stadig sover, alt  imens vi tømmer opvasker, smører madpakker mm. Det skal også lige her indskydes, at høretelefoner virkelig også er en opfindelse, som vi sætter stor, stor pris på. Nu kan vi gøre alt – måske lige med undtagelse af at gå i bad – mens vi snakker om alt, får idéer til de næste bøger, kapitler, linier og illustrationer.

Desuden taler vi sammen mellem 2-10 gange efter arbejde – her kan det være meget korte beskeder eller idéer:-)

Vores søde mænd er meget tålmodige:-):-)

Når vi ikke taler sammen i telefon, arbejder vi begge som konsultationssygeplejersker i hver vores lægepraksis. Det er et fantastisk dejligt job, hvor vi møder mange flinke og rare og spændende mennesker på godt og ondt.

I vores fritid skriver vi bøger sammen og laver de tilhørende illustrationer.

Da vi også har vores skønne familier og venner at tænke på, skriver og tegner vi oftest i de sene aftentimer eller tidlige morgenstunder samt på fridage.

Inspirationen finder får vi mange steder fra; fra vores eget liv, fri fantasi, vores børn, vores børns beretninger, mennesker vi møder, ord eller sætninger vi hører.

Søren Kierkegaard var bestemt ikke helt galt på den der med, at man kan gå sig til mange gode tanker – for oftest når vi går en tur med hundene kommer idéerne til bøgerne og illustrationerne væltende.

SAMMEN ER VI BEDST

Sammen er vi bedst – vi kunne også have skrevet:  Sammen er vi værst, forstået på den gode måde:-)

Charlottes datter kom for nyligt med kommentaren: “Mor, der sker altså et eller andet, når dig og moster er sammen!” Og hun har så evig ret. Lige, hvad det er der sker, er faktisk svært at sætte en præcis finger på for os selv.

Betina startede ud med at skrive 3 bøger på egen hånd, inden vi gik sammen om at forfatte bøger. Betinas første bog hed “Trille Tankelæser.” Som tvillinger føles det faktisk nogle gange, som om at vi kan læse hinandens tanker – vi tænker utroligt ens og i samme baner, hvilket gør at vi har let ved at arbejde tæt sammen. Udefra set kan det måske godt virke specielt, idet meget af det vi hurtigt bliver enige om oftest er gennem en meget indforstået kommunikation.

Betina skrev tre dejlige og glade børnebøger, som hun selv udgav, før hun fik den fantastiske idé, at vi skulle skrive sammen. De tre første bøger er børnekrimier og hedder ‘Trille Tankestjæler’, ‘Trille Tidsrøver’ og ‘Trille Tusmørkehvisker’. Betina udgav dem selv udenom et forlag, fordi hun ikke havde tålmodighed til at vente på at komme igennem hos et forlag. Trille-bøgerne har solgt godt, og Betina har fået så mange gode og glade tilbagemeldinger fra både børn og forældre:-)

Charlotte var ikke med fra start, da hun ikke havde så meget tid på det tidspunkt, da hendes børn er lidt yngre end Betinas. Men Charlotte har illustreret forsiderne til dem alle tre.

Betina har altid drømt om at skrive bøger.

Det havde Charlotte ikke, trods hun også altid har været glad for at skrive. Charlotte har også altid elsket at tegne.

AT SKRIVE SAMMEN – HURRA FOR GOOGLE DREV

Havde det ikke været for ‘google drev’ kunne vi finde forfærdelige mange ulemper og besværligheder ved at forfatte en bog sammen, hvis ikke man ligefrem bor sammen.

Til at begynde med skrev vi i ‘word’ og sendte dokumenter frem og tilbage mellem hinanden. Det var noget værre rod – for hvad var nu den seneste udgave? Var den sendt retur og rettet og tilføjet i, eller sad man med den gamle udgave?

Men så kom ‘google drev’ ind i vores liv. Bare som en henkastet bemærkning nævnte en af Betinas veninder denne vidunderlige opfindelse.

Siden den dag har vi skrevet i ‘google drev’. Det er simpelthen så smart! Vi kan skrive i dokumentet på samme tid.

I de bøger, som vi indtil nu har udgivet, er Betinas veninde nævnt under ‘TAK TIL’ i hver og én – og hun vil fortsætte med at blive nævnt i alle vores kommende bøger:-)

Når ‘google drev’ så er nævnt, så kan vi kun se fordele ved at skrive sammen! Vi supplerer hinanden, inspirerer hinanden. Har den ene en dårlig skrivedag, så har den anden måske en god. Er en af os gået lidt i stå på det afsnit, hun arbejder på, kan den anden komme med gode forslag osv.

På den måde kan vi nok hurtigere skrive en bog i fællesskab, end hvis vi arbejdede alene. Desuden har vi ALTID noget at snakke om.

VORES FÆLLES BØGER

Vi har været så fantastisk heldige at få lov at udgive vores bøger hos Muusmann’ Forlag. Vi har et utroligt godt samarbejde med alle der. Alle er top motiverede, inspirerende og professionelle.

Vi startede ud med en kogebog ‘Ønskebørns Yndlingsretter – kys kræsenhed farvel’ hos Muusmann Forlag, men idet Betina allerede havde skrevet 3 skønlitterære børnebøger, så Hanne Muusmann noget i os, som hun gerne ville bygge videre på. Og fra vores side havde vi bestemt et stort ønske om at arbejde mere sammen med disse dygtige mennesker.

Fra det øjeblik var vi ikke blot to tvillinger, som skrev sammen, vi blev et ‘tvillingeteam’.

ØNSKEBØRNS YNDLLINGSRETTER – kys kræsenhed farvel’ (udkom juni 2014)

LOL SERIEN bestående af 6 bøger (udkom forår 2015)

PUDDERPOWER (udkom 30. juni 2016)

LOVEBOOSTER (udkommer november/december 2016)

De første 3 KONRAD OG KATINKA billedbørnebøger udkommer 19. August 2016

(der udkommer 2 KONRAD OG KATINKA billedbørnebøger i 2017)

Desuden udkommer 2 andre billedbørnebøger i ‘TVILLING bøger’ serien i 2017

Men vejen til Muusmann’ Forlag var lang.

Vores samarbejde omkring at skrive bøger startede helt konkret i 2004, hvor vi sammen med vores familier var på sommerferie på Sadinien.

Det var tidligt på sommeren, så Middelhavets klare vand var lidt koldt, og mens vores mænd og børnene legede inde på stranden, stod vi med koldt vand til livet og talte om, at det godt nok var svært at nå at lave sund aftensmad til børnene, når vi alle trætte kom hjem fra arbejde og vuggestue. Vi talte om, at vi nok ikke var de eneste småbørnsforældre, som havde den udfordring!

På et øjeblik havde vi fået idéen om at skrive en kogebog til børnefamilier, og inden vi igen stod med et håndklæde om os på stranden, var titlen tilmed på plads:

‘ØNSKEBØRNS YNDLINGSRETTER’.

Her startede vores samarbejde helt konkret!!!

I det kommende år fik vi skrevet opskrifter i et manuskript og begyndte at sende manuskriptet rundt til nogle af de store forlag. Der var lang, lang svar tid og mange afslag.

Vi gav nok lidt op i et par år….

Men så fik vi chancen for at være med i ‘Hvem vil være millionær’ for tvillinger. Det var en KÆMPE oplevelse.

Der fik vi sagt på åben skærm, at vi gerne ville udgive en kogebog – det var jo så let at sige – bagefter tænkte vi, at vi kan da ikke bare sidde og sige sådan og så ikke gøre noget ved det!!!

Vi gav manuskriptet et skud mere – og så var vi så heldige at få et utroligt inspirerende samarbejde igang med Muusmann Forlag.

Tak fordi I ville være med her på bloggen – det er fantastisk 🙂

Hvis du skulle have fået lyst til at læse deres bøger (det har jeg), så kan de købes lige her på saxo og i diverse forskellige boghandlere 🙂

Hvis du har lyst til at følge disse skønne kvinder, så kan du følge Betina på Facebook og Instagram og Charlotte på Facebook

Reklamer

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s