Posted in Forfatterinterview

Nyere forfattere #51 – Katja Berger

Idag har jeg inviteret Katja ind på bloggen, så hun fortælle os mere om hende selv og hendes helt nye bog, som jeg glæder mig meget til at læse. “De 7 synder” er hendes første bog og nu kan du lærer hende bedre at kende ;D Tag rigtig godt i mod hende. Katja, ordet er dit:

Event & Wedding Photography by Just Weddings.
Event & Wedding Photography by Just Weddings.

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Det startede for mange år siden, da jeg fra den ene dag til den anden blev mobbeofferet i min klasse. Mine blå mærker voksede dagligt, og jeg blev endnu mere genert end jeg allerede var. Bøgerne blev min redning, jeg gemte mig på skolebiblioteket og byens store bibliotek, hvor jeg kunne få lov til at være i fred. Jeg kunne måske ikke ændre mit eget liv, men jeg kunne gemme mig i andres. Og samtidig med at jeg begyndte at læse alt fra Dennis Jürgensen og Bjarne Reuter til Anne Franks dagbog, begyndte jeg også at skrive selv. Små, korte historier med forkrøblede bogstaver. Kladdehæfter blev fyldt, og en hel sommer sad jeg i mit røde legehus og fyldte side efter side i mit grønne kladdehæfte. Skriveriet kom og gik lidt i mange år, og jeg udgav bl.a. flere kortere noveller på online forums. I dag er de alle slettet, men én af dem var springbræt til fantasyverdenen som jeg senere hen udviklede og omgav mig med.

Hvordan fik du ideen til din bog?

Puh, den stammer egentlig fra forskellige steder fra. Ideen til dele af den nye verden er gamle elementer, fra en historie jeg skrev år tilbage. Omgivelserne, de store skove, gudernes residens … Dengang jeg valgte at skrotte den oprindelige historie gemte jeg mange af stederne, fordi jeg virkelig følte mig knyttet til dem. Ideen til de syv guder og den verden jeg skaber i mit univers, stammer fra en samtale jeg engang havde om den kristne gud. Hvorfor var der kun ham? Hvem bestemte at det kun var én mand der måtte få så mægtige kræfter? Og hvis han var så almægtig, hvorfor delte han så ikke lidt ud af det til mennesket? Det er de spørgsmål jeg begyndte at lege videre med, og så kom resten egentlig af sig selv, lidt efter lidt.

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Det er fuldstændig surrealistisk! Mit vej til udgivelse har endda været rimelig kort i forhold til mange andre debutanter, har jeg fået at vide. Jeg har arbejdet effektivt siden januar på at få bogen på markedet, men lige nu føles det alligevel virkelig surrealistisk og angstprovokerende. Det er slut med at gemme sig og med at kunne rette. Nu er den som den er. Jeg er ikke sikker på at det faktisk er gået helt op for mig endnu. 

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?

Min debutroman De 7 synder udkommer på forlaget Dreamlitt d. 22. september. Det er samtidig også min første færdigskrevne roman som reelt var/er noget værd. Jeg har det seneste års tid researchet til- og skrevet på et nyt projekt, som jeg håber at kunne føje til min bibliografi. Det er planlagt til at blive en trilogi, hvoraf den første hedder Sjælehenteren.

Har du planer om at skrive en bog mere?

Som sagt skriver jeg pt på starten af en trilogi som jeg håber at få udgivet også. Det er i samme brede genre som min debut, men i et nyt univers. Om jeg har planer om at skrive en bog mere i samme verden som min debut? Nej, ikke umiddelbart. Jeg vil ikke afvise ideen helt, for jeg har en svag inspiration til en sideløbende historie i universet. Det vil dog ikke blive en fortsættelse, hvis jeg en dag bestemmer mig for at skrive den ned.

Hvordan bevare du inspirationen til at skrive?

Jeg ved godt at det måske kan lyde enormt irriterende for andre, men jeg leder faktisk ikke efter min inspiration, den kommer til mig. Jeg kæmper ikke en brav kamp for at opstøve den overalt, men ser den i de mindste ting. Det kan være en samtale, en gammel ide, en bygning, et sted … Den allerførste ide der lagde grunden til Sjælehenteren fik jeg da mit s-tog holdt stille lige omkring Vesterport St. Hvis man kører videre mod Nørreport derfra, er der en kort tunnel, og der holdt vi stille i mørket en eftermiddag, da jeg fik tanken – Hvad kan der gemme sig i mørket? Svaret giver jeg ikke væk, men måske folk en dag vil opdage det, hvis jeg får serien udgivet.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Det ville være fantastisk, ville det ikke? Jeg tror at de fleste der skriver en bog, sidder med en tanke om ”hvad nu hvis en dag…” for hvis du skriver af rendyrket passion, så er den største drøm – som så meget andet i livet – at kunne leve af din passion. Det ville være fantastisk hvis jeg en dag selv kunne tilrettelægge mit arbejdsliv og koncentrere mig om at skrive, at inspirere andre gennem foredrag, og støtte og vedholde interessen for litteratur i børn og unge. Men om jeg ”regner med det” er nok så meget sagt. ”Drømmer om” er nok bedre.

Hvad handler din bog om?

Den handler om teenageren Kane der opdager, hvilke kræfter han bærer på, da han bliver suget ud af sin kedelige gymnasieverden og ind i et magisk univers, der er på randen til undergang. Med hjælp fra magikeren Aisha må han opfylde en ældgammel profeti, finde og besejre de syv synder og vælte mørkets konge af tronen. Men undervejs må Kane sande, at den største fjende ikke altid kommer udefra. Og er han villig til at ofre det eneste, der er mere værd end livet selv?

Romanen handler om kampen mellem det gode og det onde, men også om at finde sig selv og leve med sine valg. Også de svære af dem.

Hvem er du?

Jeg er mig. Jeg er både helt almindelig og helt unik. Nøjagtig som alle andre. Jeg er nyankommet i 30erne, single og katteejer. Kun én kat, jeg er ikke gået all in på crazy catlady endnu. 😉 Når jeg ikke arbejder eller skriver, omgiver jeg mig med venner og familie, passer mine øvrige interesser og samler ny inspiration. Jeg elsker bl.a. at rejse, og hvis jeg en dag kunne leve af at skrive, kunne jeg sagtens forestille mig at bosætte mig i USA. Om ikke andet, så for vinterhalvåret. Den danske vinter og mig er ikke de bedste venner, og jeg elsker USA som har været mit andet hjem siden 2012, i hvert fald følelsesmæssigt.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Er jeg den eneste der føler at man altid gerne vil besvare det spørgsmål med en masse interessante hobbyer? Men jeg har desværre aldrig lært hverken at spille skalmeje, tale koro eller noget andet virkelig anderledes. Jeg er 30 år og bortset fra at jeg ikke bruger tiden på bleskift og kogning af sutter, så laver jeg ca. det samme som alle andre i den alder. Jeg elsker at læse, men efter at jeg fik min forlagskontrakt har jeg ikke altid så meget tid til det længere. Jeg elsker film. Jeg er hobbyfotograf og rejseglad. Jeg er småskør Supernatural fan og generelt fascineret af det overnaturlige. Jeg forsøger at træne lidt af og til, og leve sundt i al almindelighed, men har en svaghed for alt med chokolade og kage. Og så bruger jeg usædvanligt meget tid på at vifte kattehår ud af ansigtet, når min hunkat synes jeg har siddet lige lovlig længe foran skærmen.

Hvem ser du op til?

Jeg har utrolig stor respekt for folk der går efter det de vil, som ikke underkaster sig andres forventninger og verdens jantelov om at ”det kan man ikke”. Derfra handler det for mig ikke så meget om hvad det er folk drømmer om, men mere det at de jagter drømmen, tager chancen og kæmper for dét de tror på. Steve Jobs er et ret godt eksempel på en personlighed jeg virkelig ser/så op til. 

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Av! Det er jo næsten som at spørge sin mor om hvilket barn, der er hendes yndling. Jeg vil kunne komme med et hav af eksempler på favoritter, for det kommer helt an på genre og hvilken effekt jeg ønsker af min læsning. Selvfølgelig har jeg læst Harry Potter med stor begejstring, jeg knuselsker Katie Alenders Bag Girls Don’t Die, jeg fortabte mig i Louise Haibergs Dæmondræberen med engle og dæmoner (som jeg kun kan se op til!) og jeg hulkede af grin over Percy Jackson. Men skal jeg vælge én, og kun én bog som jeg måtte læse for resten af livet, så vil det være Kenneth Bøgh Andersens Den Store Djævlekrig og i særdeleshed Djævelens Lærling. Jeg ELSKER den serie og forfatterens opbyggede univers og fantasi.

Hvem er din ynglings forfatter?

Nu har jeg jo allerede nævnt nogle stykker herover, som alle er på min fangirl-liste. Men derudover har jeg i årevis sukket efter mere fra Jay Asher (som endelig udkommer med sin anden selvskrevne bog!), jeg savler altid over Chris Carter når han gæster Danmark med sine krimier. Jeg forguder Ginger Scott, især hendes Falling-serie, som viser så mange aspekter af livet gennem seks forskellige teenagere i den samme klikke. Og åh – Elle Kennedy og hendes Off Campus serie er også nye favoritter, efter at jeg slugte dem råt tidligere i år.  

Hvilken genre skriver du i?

Min første roman er inden for high fantasy/episk fantasy genren. Det er meget klassisk fantasy i en lukket verden, der fokuserer på kampen mellem det gode og det onde, men hvor heltens handlinger har konsekvenser der drejer sig omkring moral og etik problematikkerne. Verden er altså ikke sort-hvid, og alt forklares gennem præmisser der får universet til at give mening.

Det projekt jeg skriver på pt har mange af de samme elementer, men tilhører derudover urban fantasy genren, hvor historien foregår i nutiden, og hvor magi/det overnaturlige eksisterer side om side med den almindelige virkelighed.

D7S-hel-cover

Tak til Katja, fordi du ville være med her. Det var spændende at læse ;D

Hvis du nu skulle have lyst til at læse hendes bog, så kan den købes på Saxo og i diverse boghandlere 🙂

Hvis du skulle have lyst til at følge hendes rejse som forfatter, så kan hun findes på hendes HjemmesideFacebookTwitter og Instagram.

Reklamer

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s