Posted in Forfatterinterview

Nye forfattere #45 – Line Lybecker

Idag har jeg inviteret Line ind på bloggen for, at fortælle om sig selv og sin bog. Jeg har læst hendes bog “Mere end veninder”, som jeg holdt rigtig meget af. Den sidder stadig i mig 🙂 Nå, men nu kan du så lære hende bedre at kende lige her. Tag godt imod hende. Line, ordet er dit:

unnamed

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Det er så mange år siden at det kan jeg ikke huske. Jeg tror måske bare at jeg slet ikke kunne lade være. Jeg har fundet på historier altid, og før jeg selv kunne skrive, fortalte jeg dem til min mor der så skrev dem ned for mig.

Hvordan fik du ideen til din bog?

En dag stod jeg og vaskede op. Det havde hobet sig op, og jeg kedede mig gevaldigt. Så, pludselig, dukkede en stemme op inde i mit hoved. Det var en pige på seksten år, hun hed Anja, og hun nægtede simpelthen at holde kæft før jeg lod opvask være opvask og satte mig ind til computeren for at skrive. Sådan blev første udkast til første kapitel til – det blev senere skrevet om og siden slettet, men bogen blev der altså skrevet videre på.

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Tiltrængt. Det har været længe undervejs, og jeg har udgivet andres bøger længe inden. Jeg har arbejdet som korrekturlæser og freelance redaktør for flere forlag i snart mange år og er nu medejer af Ulven og Uglen, så selvom jeg på en måde kender rumlen, så var det helt specielt at opleve processen fra den modsatte side af bordet om man så må sige.

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet Mere end veninder der udkom hos Calibat her tidligere i 2016.

Derudover har jeg fået nogle noveller udgivet rundt omkring, bl.a. i Håbefulde Unge Forfatteres samling På kanten fra 2011.

Har du planer om at skrive en bog mere?

Jeg har planer om at skrive mange bøger mere! I øjeblikket er jeg i gang med første gennemskrivning af “efterfølgeren” til Mere end veninder. De to bøger er ikke forbundet med plot eller karakterer, men er begge del af en tematisk trilogi om køn og seksualitet. Den næste kommer til at hedde Historien om en dreng og udkommer på Calibat engang i 2017. Derudover arbejder jeg på flere fantasyromaner.

Hvordan bevare du inspirationen til at skrive?

Det er egentlig ikke inspirationen der er svær at holde på, det er mere tiden til at sætte sig ned og skrive. Inspirationen er snarere svær at holde ude. Jeg kan få ideer fra alting: min hverdag, andres værker, drømme … Jeg skriver meget ud fra følelser, og når jeg arbejder på en bestemt bog, har jeg gerne sammensat en playlist på YouTube som kan holde mig i den pågældende stemning, og som jeg så hører mens jeg skriver.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Nej, for så produktiv er jeg slet ikke, og jeg kommer næppe til at skrive en bestseller – selvom man har lov til at håbe. Men det kunne være fedt at lave en fifty-fifty- løsning med min egen skrivning og arbejdet på Ulven og Uglen. Og det tror jeg er realistisk – jeg er ikke så dyr i drift 😉

Hvad handler din bog om?

Mere end veninder handler om den lesbiske pige Anja og hendes problemer med langdistanceforhold og forældre – alt det som alle andre teenagere også går og tumler med. Det var egentlig lidt min pointe med bogen at vise at selvom man er homoseksuel så er man altså et almindeligt menneske ligesom alle andre.

Hvem er du?

Det kommer nok an på hvem man spørger. Formelt er jeg 29 år, cand.mag. i dansk, selvstændig erhvervsdrivende med forlagsvirksomhed og så selvfølgelig forfatter. Derudover er jeg akademisk fantasynørd (skrev speciale om paranormal romance), sprognørd, tidligere rollespiller, skør kattedame og kunstner uden for pædagogisk rækkevidde.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Jeg bruger det meste af min tid på at arbejde på Ulven og Uglen, og det er – for det meste – det fedeste i verden. Jeg har af samme grund ikke særlig meget reel fritid, men det jeg har, bruges på venner, computerspil eller på at ordne ting i haven eller huset.

Hvem ser du op til?

Nicole Boyle Rødtnes. Jeg har kendt Nicole siden jeg var fjorten år, og hun er simpelthen det mest beundringsværdige menneske jeg kender. Hun gennemfører hvad hun sætter sig for, og hun kan skrive inden for mange forskellige genrer og til mange forskellige målgrupper. Det er i øvrigt i mange henseender Nicoles skyld at Mere end veninder faktisk blev til noget.

På et lidt mindre personligt plan synes jeg at J.K. Rowling er værd at se op til. Udover at hun har skrevet en helt fantastisk bogserie, så synes jeg det er enormt inspirerende at se hvordan hun bruger sin formue og indflydelse som berømthed til nytte for andre.

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Det ved jeg faktisk ikke, men dem jeg har genlæst flest gange er Kabalemysteriet af Jostein Gaarder og Narnia-serien af C.S. Lewis, men det er nogle år siden. Hvis jeg skal vælge noget nyere, så er det måske Twilight af Stephenie Meyer.

Hvem er din ynglings forfatter?

Igen et meget svært spørgsmål. Jeg ved ikke om jeg har en yndlingsforfatter.

Hvilken genre skriver du i?

Mere end veninder er en realistisk ungdomsroman, men jeg skriver også fantasy for voksne. 

Jeg siger tusind tak til Line, for at ville være med her på bloggen. Det er altid en fornøjelse at læse om forfattere og deres bøger. Hvis du har fået lyst til at læse hendes bog, så kan den købes på Forlaget Calibats hjemmeside, Saxo og den lokale boghandel.

Hvis du vil følge Line, så kan du finde hende og bogen på hendes hjemmeside. Du kan følge forlaget og dermed hendes bog på både Instagram og Facebook

Sammen når vi længere ud 🙂

unnamed (1)

 

Advertisements

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s