Posted in Forfatterinterview

Nye forfattere #43 – Morten Hohwy

Jeg har idag inviteret Morten ind til et interview om hans bog “Sator-koden”, som jeg glæder mig meget til at læse. Nu kan du lærer ham meget bedre at kende lige her på bloggen og finde ud af hvor hans inspiration kommer fra og hvad der fik ham til at skrive med mere. Morten, ordet er dit:

b3e0db8c-aff0-458e-9830-df9aa223ee48

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Efter at have haft mit liv fyldt op med studier og forskning, fik jeg i 2006 stilling hos det Europæiske Patentkontor (EPO) i München. Jobbet var på mange måder krævende, men begrænsede sig til kontortider. Det forventedes ikke, at man tog arbejde med hjem. Som forsker havde jeg altid båret rundt på et arkiv af videnskabelige artikler i min taske, som jeg ville læse, hvis jeg fik en ledig stund. Der var aldrig tid nok i et døgn.

”Far, du skulle virkelig skrive en bog om det,” havde min datter sagt et par gange, når jeg over aftensmaden havde fortalt anekdoter. Tja, det skulle jeg måske, tænkte jeg. Nu hvor jeg har tiden. Men det skulle ikke være om mine gamle anekdoter, det skulle være den ultimative spændingshistorie. Det skulle kombinere alt det, jeg syntes var spændende: videnskab, religion, karate, koder, hemmelige tunneler osv. Så startede jeg.

Hvordan fik du ideen til din bog?

Baggrunden, eller miljøet, i mine historier er taget fra steder, jeg har været, f.eks. MIT i Boston, hvor min hovedperson i Sator-koden starter som ung forsker. Medicinalfirmaet Vextra i samme bog er inspireret af virkelighedens AstraZeneca, for hvilket jeg også har arbejdet (i Gøteborg). Mange personer i bogen indeholder elementer fra virkelige personer. Selve historien i Sator-koden er inspireret af den forskning, der er omkring stoffer, der nedsætter hastigheden af aldringsprocesserne i celler. Man har for eksempel fundet, at stoffet resveratrol, der findes i rødvin, forlænger bananfluens levetid med op til 70%. Hvad nu, hvis man fandt et stof af denne type, som var meget potent?

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Det er naturligvis en dejlig følelse at stå med sin egen bog i hånden. Det er også lidt skræmmende, at alle har tilgang til dine tanker. En bog er jo lidt af en horcrux, for at bruge Rowlings terminologi, den indeholder lidt af en selv. Jeg har for nylig læst nogle rejsedagbøger fra trediverne, som min farfar har skrevet. Han døde i 1943, så hverken min far eller jeg har kendt ham, men igennem bøgerne har jeg faktisk lært ham lidt at kende. Måske er der engang et barnebarn eller oldebarn, der finder en af mine bøger i en støvet reol og begynder at bladre i mit tankeunivers.

Hvilke bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet Sator-koden, som udkom på forlaget Attika i 2015. Min næste bog kommer til at hedde Stærk luft i homøopatiske mængder.


Har du planer om at skrive en bog mere?

Ja, jeg arbejder nu på mit tredje projekt. Inspireret af min farfars rejsedagbøger, bliver det en historie, der foregår i trediverne. Den kommer til at foregå i Aarhus og München, min danske hjemby og min tyske. Så lige nu bruger jeg meget tid på at researche Aarhus og München i tiden op til anden verdenskrig. Det var jo en dramatisk tid, især i München.

Hvordan bevarer du inspirationen til at skrive?

Det er en hobby, og jeg gør det mest for min fornøjelses skyld. Men faktisk har jeg flere idéer til romaner, end jeg har tid til at realisere. Så for mig gælder det om at prioritere og vælge det rigtige projekt at arbejde på – og det kan jo være svært.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Nej. Jeg trives godt med mit arbejde på EPO i München. Jeg er ikke sikker på, at det ville passe mig at være forfatter på fuld tid. Det er en meget ensom beskæftigelse at skrive, og jeg har brug for at komme af sted og tale med kollegaer og venner i hverdagen. Derimod kunne jeg godt forestille mig engang at tage orlov på 3-4 måneder for at koncentrere mig om at skrive.

Hvad handler dine bøger om?

Min første bog, Sator-koden, er en spændingshistorie, som handler om en ung dansk forsker, der kommer til prestigeuniversitetet MIT i Boston for at arbejde. Der opdager han, at en kollega arbejder med nogle hemmelige supermus i kælderen. Da kollegaen kort efter begår selvmord, får han til opgave at finde ud af, hvad det var kollegaen arbejdede med.

Min næste bog, Stærk luft i homøopatiske mængder, tilhører en noget anden genre. Der er stadig et spændingselement, men det er en slægtsroman og samtidig en gyser/spøgelseshistorie. Fortællingen handler om skyld, og om hvordan den forfølger en slægt som et spøgelse. Næsten hele handlingen udspiller sig på en svensk ø i Østersøen igennem knap hundrede år og beskriver den tiltrækningskraft et sted kan have. Øen er beboet af fiskere samt, om sommeren, af byboere på ferie. De tiltrækkes af den smukke natur og den overskuelige sociale struktur på den sparsomt befolkede ø. En gammel tante mener, at luften er særlig sund og frisk på øen – man bliver dejlig træt om aftenen efter at have været ude i den. Hun kalder den for ”den stærke luft”.

Hvem er du?

Jeg er født i 1972 i Aarhus, men voksede delvis op i Sverige og er derfor tosproget. Jeg er uddannet cand.scient. og ph.d. fra Aarhus Universitet/ MIT og har arbejdet med akademisk forskning inden for biofysik i Danmark, USA og Schweiz, hvor jeg blandt andet arbejdede med professor Kurt Wüthrich (nobelpris i kemi 2002). Senere har jeg forsket inden for drug discovery i medicinalindustrien. Siden 2006 er jeg ansat ved det Europæiske Patentkontor (EPO) i München. Jeg har publiceret omkring 20 videnskabelige artikler.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Når jeg ikke arbejder eller skriver, dyrker jeg meget sport. Jeg spiller floorball (”indendørs hockey”), klatrer og træner i motionscenter. Jeg bruger også meget tid med min familie, og vi rejser meget sammen. Og selvfølgelig: jeg holder af at læse bøger!

Hvem ser du op til?

Jeg er ikke så meget til persondyrkelse. Jeg beundrer i højere grad, hvad folk har udrettet end personerne selv. For eksempel er jeg fuld af beundring for Newtons, Gauss’ og Lord Kelvins bidrag til matematikken og fysikken.

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Jeg har læst så mange gode bøger, og jeg synes, det er svært at sige, hvilken der er den bedste. Nogle af de bøger, der har gjort størst indtryk på mig er Løgnhalsen fra Umbrien af Bjarne Reuter, Mange sære ting for af Svend Åge Madsen, Forbrydelse og Straf af Dostojevskij, Da Vinci Mysteriet af Dan Brown, Shantaram af Gregory David Roberts, Stieg Larssons Millennium-trilogi og Ejersbos Afrika-trilogi.

Hvem er din yndlingsforfatter?

Jeg ved ikke om jeg har en decideret yndlingsforfatter, men jeg er meget imponeret af den næsten magiske evne som Ken Follett har til at fange sine læsere. På blot nogle få sider kan han skitsere relationer og situationer, der fastholder læserens interesse. Svend Åge Madsen er også en forfatter, jeg med fornøjelse har fulgt igennem mange år. I hans tilfælde er det mere de kreative idéer, jeg er fascineret af. Og så er han Aarhus-mand.

Hvilken genre skriver du i?

Der er altid et spændingselement i mine historier, uden at man kan kalde dem for deciderede krimier. Min første bog, Sator-koden, har måske en vis genremæssig lighed med Da Vinci Koden eller Stieg Larssons bøger. Min næste historie, Stærk luft, er mere i retning af Morten Ramslands Hundehoved, eller Mikael Niemis Populærmusik fra Vittula. Jeg forsøger at udvikle mig ved at variere genren lidt.

Jeg siger mange tak til Morten, for at du ville være med her på bloggen. Hvis du ligesom jeg er blevet nysgerrig på hans bøger, så kan de købes på Werkshop eller på Saxo 🙂

Hvis du gerne vil følge forfatteren, så kan du gøre det på Facebook og Googlesites 😊 

Advertisements

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s