Posted in Forfatterinterview

Nyere forfattere #34 – Michella Rasmussen

12910153_10154132889479074_968804946_n

Idag er Michella på bloggen med hendes inspiration til hendes bog “Stalker”. Du kan lige nu lærer hende meget bedre at kende lige her, så tag varmt imod Michella. Ordet er dit, Michella:

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Jeg kan faktisk ikke huske det. Det har altid været naturligt for mig at fortælle historier. Før jeg kunne skrive, tegnede jeg alle de historier, jeg havde i hovedet. Da jeg endelig lærte at skrive, foldede jeg tit en stak papir, så det lignede en bog og gav mig til at skrive en historie indeni. Jeg fik min første computer på min 10-års fødselsdag, og så gik det ellers stærkt med at skrive. Det lyder ret kliché, men jeg har altid skrevet, fordi jeg bare ikke kunne lade være. Der gik mange år, før jeg overhovedet tænkte på om, jeg måske skulle sende en af historierne ind til et forlag.

Hvordan fik du ideen til din bog?

Idéen til Stalker kom efter, at jeg selv blev overvåget i en kort periode. Det var heldigvis ikke en stalker, men en nabo i det boligkompleks, jeg boede i. Jeg havde taget deres børn på fersk gerning i at stjæle mine ting, og jeg blev temmelig gal. Den eftermiddag skiftedes mændene i familien til at ryge på skift og stirre direkte op på min lejlighed. Det påvirkede mig enormt meget, selvom det gudskelov varede i kort tid. Der skete heller aldrig noget, men jeg kom til at tænke på dem, som rent faktisk har en stalker. Det er en meget uhyggelig følelse, man sidder med, og den ville jeg gerne fortælle om. Og så begyndte idéen at tage form.

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Det er fantastisk! Intet mindre! Jeg har haft den drøm i så mange år, og den er kun blevet større og større med årene. Det er helt utroligt at stå med en bog i hånden, som rent faktisk har mit navn på, og som er fyldt med mine ord. For ikke at nævne forsiden, som er blevet flottere end jeg nogensinde havde forestillet mig!

12910358_10154143087244074_1095281521_n

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?

Min debutroman, ”Stalker”, er indtil videre min eneste bog, men jeg har netop skrevet kontrakt med forlaget på en børnebog, som bliver den første i en tøseserie for piger i alderen 9-11 år.

Har du planer om at skrive en bog mere?

Jeg har planer om at skrive mange flere! Først og fremmest skal jeg skrive næste bog i min nye tøseserie, men jeg skal absolut også skrive flere ungdomsromaner! Jeg er allerede så småt begyndt på min næste ungdomsroman.

Hvordan bevarer du inspirationen til at skrive?

Inspirationen er der altid. Hver dag kribler det i fingrene efter at skrive, men uheldigvis er jeg alt for dårlig til at skubbe de tonsvis af trivielle hverdagsting til side og rent faktisk få skrevet. Jeg hader, at jeg ikke kan glemme alt omkring mig i bare en time og få skrevet. Men jeg arbejder på at blive bedre til det!

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Jeg håber det rigtig meget! Men det skal ikke ske foreløbig. Jeg vil rigtig gerne have en uddannelse og et arbejde først, men mit store mål er at finde mig et deltidsjob, så jeg har meget mere tid til at skrive, men også et dejligt, fast arbejde ved siden af.

Hvad handler din bog om?

Min bog handler om gymnasiepigen, Julie, som midt i 2.g får søde breve fra en hemmelig beundrer. Pigerne i Julies klasse bliver ellevilde og lægger planer for at føre Julie og beundreren sammen. Men brevene tager en uhyggelig drejning, og det går op for Julie, at personen ikke bare er vild med hende, han er besat. I skyggen holder stalkeren øje og skyr ingen midler for at komme tæt på hende.

Hvem er du?

Jeg hedder Michella og er 25 år. Til daglig bor jeg i Valby sammen med min kæreste, to katte og tre marsvin. Jeg er aktiv i foreningen, HUF (Håbefulde Unge Forfattere), og jeg starter som kontorelev til september. Tidligere har jeg studeret både fysik og erhvervsøkonomi, men gennem mine studiejobs er jeg blevet helt pjattet med kontorfaget.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Jeg ELSKER at tage dynen med ind i sofaen og flade ud foran en herlig tv-serie sammen med min kæreste. Og der må meget gerne være en kat i den ene ende og et marsvin i den anden. Ud over det er jeg en person, som let bliver begejstret for en hel masse. Jeg har derfor altid gang i et eller andet projekt. Det kan både være fotografering, tegning, fuglekigning, dans eller noget helt andet.

Hvem ser du op til?

Folk som brænder for deres fag! Jeg bliver dybt inspireret af de forfattere, som jeg kender, hvor jeg kan mærke, at de elsker deres fag, og at de slet ikke kunne forestille sig at lave noget andet. Dem som er så fokuserede, at de er suveræne til at lave faste rutiner i deres skrivning, og som altid forsøger at forbedre deres forfatterskab. Det er præcis sådan, jeg vil være.

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Jeg forelskede mig fuldkommen i ’Anna og det franske kys’. Det er ikke den bedste roman, jeg har læst rent sprogligt, men jeg blev totalt opslugt af historien, som så tydeligt mindede mig om, da jeg selv blev forelsket. Det har Stephanie Perkins ramt helt perfekt! Derudover er beskrivelserne så levende og fantastiske, at jeg tydeligt kunne se Paris for mig. Det var virkelig en suveræn læseoplevelse!

Hvem er din yndlings forfatter?

Jeg har ikke én yndlingsforfatter, men jeg er kæmpe fan af rigtig mange danske forfattere. Især er jeg vild med en del danske ungdomsforfattere, som jeg synes har et fantastisk sprog i deres bøger.

Hvilken genre skriver du i?

Jeg skriver primært socialrealisme inden for børne- og ungdomslitteratur, men en dag vil jeg også prøve kræfter med andre genrer. Især fantasy er jeg helt vild med!

Jeg siger tak til Michella, for at hun ville være med her på bloggen 🙂 Hendes bog kan købes nu, lige her på saxo

Hvis du skulle have lyst til at følge hende, så kan du finde hende her på Instagram, og på hende hjemmeside

Sammen når vi længere ud 😀

Advertisements

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s