Posted in Forfatterinterview

Nyere forfattere #29 – Pernille Juhl

Idag har jeg endnu en skøn forfatter på bloggen. Pernille har skrevet en historisk triologi, som I kan læse mere om i dette interview. Det lyder som en meget spændende bog for mig, som elsker at slægtsforske og læse om gamle dage. Nu kan I også lære hende bedre at kende, her på bloggen. Tag rigtig godt imod hende. Pernille, ordet er dit:

0a89604d-c5f3-44ee-a91a-d4718b4e0828

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Da jeg var barn og teenager elskede jeg at skrive, men da jeg begyndte at læse til kemiingeniør og senere stiftede familie, glemte jeg helt at tænke på at fortsætte med min store interesse. Det var faktisk først i en sen alder, da jeg fik ideen til min første bog, at jeg kom i tanker om, hvor meget jeg brændte for at skrive. Og da jeg så først kom i gang igen, kunne jeg ikke drømme om at holde op. Det giver mig så meget energi og glæde.

Hvordan fik du ideen til din bog?

Min første bog ’Vent på mig Marie’ er en historisk roman baseret på min farfars dagbøger fra første verdenskrig, hvor han som sønderjyde var tvunget til at kæmpe for tyskerne. Jeg fik ideen til bogen, da jeg sad med min farfars efterladte materiale mellem hænderne. Han har efterladt både billeder, breve og dagbøger, og da jeg begyndte at læse i de fine gamle bøger, som var skrevet for hundrede år siden, tænkte jeg, at de simpelthen var skrevet til mig. Det var meningen de skulle bruges. Og derfor kom de til at danne stor inspiration til min bog.

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Det er naturligvis dejligt at få udgivet sin bog. For mit vedkommende valgte jeg at gøre det selv, og blev siden kontaktet af Lindhart og Ringhof, som havde læst om bogen, de ville gerne udgive lydbogen. For mig var et meget overraskende og glædeligt, så stor interesse der var for bogen. Mange aviser skrev om den, og jeg var flere gange i radio og TV. Det var virkelig overvældende på den gode måde. Jeg blev meget motiveret til at skrive videre.

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?

Det er blevet til en historisk trilogi om familien Andersen der bor i Gråsten, Sønderjylland hvor vi følger familien fra første verdenskrig i 1914 frem til 1953. Bøgerne hedder. ’Vent på mig Marie’, ’Når solen står højest’ og ’Efter mørke’. Jeg har desuden netop skrevet bogen ’Frihed og ære’ færdig, den udkommer til efteråret, og så er jeg gået i gang med en nummer fire til serien om familien Andersen.

Har du planer om at skrive en bog mere?

Ja, jeg kan slet ikke holde op med at skrive. Jeg er som sagt i gang med en 4. bog om familien Andersen, og jeg elsker virkelig at skrive om den familie. Det er også meget motiverende at såvel læsere, anmeldere og boghandlere spørger til, om der ikke kommer en bog mere i serien.

Hvordan bevarer du inspirationen til at skrive?

Når man skriver historiske romaner så kræver det meget research, jeg bliver meget inspireret af virkelige hændelser. Dels skriver jeg nogen gange mine personer ind i historiske begivenheder i Sønderjylland og dels bruger jeg sjove familiehistorier eller andre som jeg har fået fortalt af familie, venner eller læsere.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Det ville være vidunderligt, hvis jeg kunne. Desværre er det de færreste forfattere, som kan det, så realistisk set så går der nok en del år, før jeg ikke skal arbejde ved siden af. Men det er da helt klart et mål for mig.

Hvad handler din bog om?

Mine bøger foregår alle sammen i Sønderjylland, hvor man følger helt almindelige personer. Min første bog er som sagt stærkt inspireret af min farfars dagbøger. Min hovedperson Anders tvinges, ligesom min farfar, til at kæmpe for tyskerne under første verdenskrig. Grunden var, at Sønderjylland var tysk, som følge af krigen i 1864. Jeg tror mange har glemt, at den del af landet først kom tilbage til Danmark i 1920. Bogen foregår i to spor, så vi følger Anders, som er ved Øst- og Vestfronten samt Marie, den pige som han er forelsket i. Marie går hjemme i Gråsten og venter på, at hendes elskede Anders kommer hjem. På den måde får man indblik i, hvad der skete i perioden 1914 til 1918 både ved fronten samt hjemme i Sønderjylland, hvor Marie er lærerinde. Der er dramatik til det sidste, men heldigvis ender det med, at de to elskede får hinanden, og dem kan man læse videre om i bog to. En anmelder har sammenlignet bog to med Matador – og det blev jeg selvfølgelig ret glad for.

Hvem er du?

Godt spørgsmål. Jeg er en 52 årig kvinde som har meget energi. Jeg kan godt lide at passe mit fuldtidsarbejde, hvor jeg får rejst meget omkring, og hvor jeg møder mange mennesker og udfordringer i min hverdag. Og så elsker jeg at bruge det meste af min fritid på at bure mig inde på mit lille kontor, hvor jeg kan skrive i timevis. Jeg kan gå og glæde mig hele ugen til det bliver weekend, så jeg igen kan komme til at skrive. Det er virkelig en passion for mig at skrive. Jeg holder også rigtig meget af at holde foredrag, og dem er der heldigvis også en del af. Jeg bliver meget motiveret af at møde mine læsere og høre, hvad de tænker, om det jeg skriver. Så hvem er jeg? Ja, jeg tror, den korte version er, at jeg er energisk og nem at begejstre.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Uha, mange ting. Jeg kan godt lide at lave mad, ordne have og i det hele taget være udenfor. Bevæge mig. Gå ture sammen med veninder. Jeg elsker også at rejse alle mulige steder hen og smage eksotisk mad og opleve nye steder.

Hvem ser du op til?

Det er da et svært spørgsmål. Det er ikke noget jeg går og tænker på til daglig, men en forfatter som Jussi Adler Olsen er meget beundringsværdig. Han har en fantastisk forfatterkarriere, og det er virkelig godt gået og meget inspirerende. Det viser at det kan lade sig gøre at nå helt til tops i den branche.

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Jeg har læst mange gode bøger gennem tiderne. Fornyligt læste jeg ’Alt det lys vi ikke ser’ af Anthony Doerr, den synes jeg absolut hører blandt de bedste bøger, jeg har læst.

Hvem er din ynglings forfatter?

Jeg kan rigtig godt lide Jussi Adler Olsen, ikke mindste hans skrivestil og humor, men også f.eks Anne-Cathrine Riebnitzsky og Grethe-Lise Holm, så det er meget blandet.

Hvilken genre skriver du i?

Jeg skriver historiske romaner, det er nok en genre, som jeg bliver i. Jeg kan i hvert fald rigtig godt lide at skrive bøger, hvor man både får en god historie, og måske også lærer noget om tiden, den handler om.

©Leah Kristensen Photography
©Leah Kristensen Photography
Tusind tak til Pernille, for at ville være med. Jeg er blevet meget interesseret i hendes bøger og hvis du også er blevet det, så kan hendes bøger købes på hendes egen hjemmeside, i den lokale boghandel og på saxo. Der er et super godt tilbud på hendes hjemmeside, hvor du kan få signeret bøgerne ;D Jeg elsker personligt signerede bøger. 

Hvis du vil følge hende, så kan det også lade sig gøre 😀 Er jeg den eneste der elsker at følge forfatternes liv? På hendes hjemmeside kan du følge hende, men også facebook 😀

 

Reklamer

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

One thought on “Nyere forfattere #29 – Pernille Juhl

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s