Posted in Forfatterinterview

Nye forfattere #8 – Claus Holm

Du kan du følge min blog på Bloglovin

Idag har jeg givet ordet til Claus Holm, som har skrevet “Uplink”, som lyder som en rigtig spændende bog. Tag rigtig godt imod ham her på bloggen. Claus ordet er dit.

12243247_10207919294761166_9130019251039512499_n

Hvad fik dig til at starte med at skrive?

Jeg har fortalt historier så længe jeg har været i stand til at finde på dem. Da jeg var barn indtalte jeg dem på bånd før jeg kunne skrive. Så sad jeg og fantaserede mig frem til historierne, og havde dem bagefter så jeg kunne spille dem for mine forældre. Jeg begyndte at skrive som teenager, inspireret dels af Dennis Jürgensens bøger men mest af alt af Knud Holtens ”Alex På Eventyr” bøger. Jeg begyndte med små gyserhistorier som så langsomt udviklede sig i stil og indhold. Senere skiftede jeg så til at skrive på engelsk, og jeg har nu udgivet bøger på både dansk og engelsk.

Hvordan fik du ideen til din bog?

(her omtaler jeg min seneste engelske bog bog, ”Between Above and Below” og min seneste danske,”Uplink”)

Jeg fik ideen til ”Between Above and Below” i fire omgange, da det jo er fire lange noveller. Den ene var da jeg tog en rundvisning i en koldkrigs bunker i Tyskland for nogle år siden, og fik at vide at når døren var lukket kunne man ikke åbne den igen udefra – kun indefra. Jeg tænkte at det ville være godt at nå først derned. Det blev til historien om ”The Bunker”. ”Lady and the Lions” kom faktisk fra den gamle sang fra Vinterbyøster, om at ”min far bager kager/min far har et cirkus”. Jeg kom til at tænke på hvor sørgelig den sang egentlig er – at begge har det den anden vil have. ”Wendigo” er en god gammeldags gyserhistorie og kom faktisk af at jeg selv læste et sagn om Wendigoen. ”The Guardians”, som handler om engle og dæmoner, fik jeg ideen til da jeg læste om den Islamiske ide om at der sidder en engel og en djævel på hver skulder og skriver ned hvad man laver i livet. Jeg tog tanken videre og tænkte over hvad der ville ske hvis de ikke bare sad der, men også snakkede sammen. Historien blev meget mere end det, og englene blev lidt mere vilde. Men der begyndte det.

”Uplink” fik jeg faktisk ideen til som 18-19 årig, hvor jeg også skrev den. Jeg havde lige læst ”Martin og Victoria” og ”Neuromancer” sideløbende, og havde en drøm hvor de to verdner blandede sig sammen. Det blev til historien om Patrick og Dana og den delte by. Jeg tænkte simpelthen hvordan Martin og Victoria ville klare sig hundrede år senere.

Hvordan er det at få udgivet sin bog?

Nu har jeg ingen børn – men jeg tror at den følelse en forfatter har når han ser sin bog første gang er det tætteste på at se sit eget barn. Et barn af ens hjerne, kan man vel sige, og ens sjæl.

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet bøgerne ”Dreams and Awakenings”, som er 29 noveller, ”Introduction to Isolation” som er 5 korte noveller, og ”Between Above and Below” som er fire lange noveller, alle på engelsk. På dansk har jeg skrevet ”Uplink”, og der er en historie af mig med i antologien ”Lige under overfladen – de sidste kærester på månen.”

Har du planer om at skrive en bog mere?

Jeg har planer om mange flere! Jeg har en der allerede er færdig – den hedder ”Tempus Investigations” og bliver fire sammenhængende noveller – faktisk fire afsnit af en fiktiv tv-serie om en udødelig detektiv og hans medarbejdere i San Fransisco. Derudover arbejder jeg på en novellesamling med fokus på tidsrejser, og jeg pusler med en fantasy roman på dansk. Så ja!

Hvordan bevare du inspirationen til at skrive?

Jeg skriver hver dag. Det hjælper med at bevare ideen frisk. Jeg bruger meget at sidde det samme sted, med speciel musik på, som sætter min hjerne i gang i det kreative hjørne.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?

Det ville være dejligt. Men det tvivler jeg på.

Hvad handler din bog om?

”Between Above and Below handler om alting mellem oppe og nede. Om engle og dæmoner, om en gruppe turister der bliver låst inde i en underjordisk bunker, om kærlighed, vilde cirkusløver og en trapez kunster og om fire venners kamp mod et menneskeædende uhyre! Så der er lidt for enhver smag.

”Uplink” handler om kærlighed og om fremtiden. Om det at være fra forskellige verdner og være vild med en pige der er rig, når man selv er fattig. Det er en dystopi, men en af den lette slags.

Hvem er du?

Jeg er født i 1976, så jeg nærmer mig de 40. Jeg er oprindeligt uddannet boghandler men har i lange perioder været arbejdsløs, og det er her jeg har skrevet meget af mine bøger. Lige nu arbejder jeg for forlaget EgoLibris her i Danmark.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?

Jeg elsker selv både at læse og se film, så det gør jeg meget i min fritid. Jeg spiller en del rollespil, og har før i tiden også spillet teater. Sidst men ikke mindst tilbringer jeg selvfølgelig tid sammen med min familie og mine venner, og naturligvis min kæreste.

Hvem ser du op til?

Stephen King er nok det tætteste jeg har på et idol. Ham har jeg altid set op til. Men folk som Leonard

Nimoy, Kevin Smith og John Barrowman ser jeg meget op til. Folk der gør det de drømte om, og betyder meget for en masse mennesker.

Hvilken bog, er den bedste du har læst?

Det er et vanskeligt spørgsmål. Jeg kunne sige den bog der fik mig til selv at ønske at skrive, hvilket var ”Åndemanernes Planet” af Knud Holten. Men det er en børnebog. Jeg tror at den bog jeg ville definere som den bedste jeg har læst, vil nok være ”Carrion Comfort” af Dan Simmons, eller ”It” af Stephen King. De ligger på en delt førsteplads.

Hvem er din ynglings forfatter?

Stephen King. Jeg har læst alt hvad han har skrevet til ”normal” udgivelse og en stor del der var udgivet ”hemmeligt”, altså i små oplag og i magasiner.

Hvilken genre skriver du i?

Jeg skriver mest i den genre jeg kalder ”Twilight Zone” fiction. Det betyder forholdsvis mørke historier med en twist i slutningen og hvor det ikke altid ender godt for hovedpersonen. Men både i ”Between Above and Below” og i historier der ikke er udkommet endnu har jeg bevæget mig ind i nye genrer – jeg har fx skrevet en helt socialrealistisk kortroman om en familie i 1959 i en lille by i midtvesten i USA. Så jeg skriver det der falder mig ind, når det falder mig ind. Jeg stiller ikke spørgsmål, men går bare i gang. For det meste ender jeg med selv at være lige så overrasket som læseren.

Jeg siger tak til Claus for, at være med. Det var skønt at lære dig at kende. Hvis du har fået lyst til at læse hans bøger, så kan de købes hos Egolibris, Amazon og Saxo 🙂 På saxo skal du dog nok lige søge på den specifikke bog du ønsker, da deres søgemaskine ikke skiller de forskellige personer ad, som hedder Claus Holm, hvilket er synd.

Hvis du gerne vil følge ham, så kan du finde ham på facebook

Sammen når vi længere ud 🙂

Reklamer

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

One thought on “Nye forfattere #8 – Claus Holm

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s