Posted in Forfatterinterview

Nye forfattere #6 – Sidsel Katrine Slej

Jeg har idag overladt ordet til Sidsel, som er forfatter til bogserien “Sanddrømmeren”, hvilket også er navnet på den første bog i serien. Der er en bog mere på markedet i serien og en på vej, det er da bare så spændende. Jeg elsker serier. Nu kan du lærer hende bedre at kende lige her, så byd velkommen til Sidsel og tag godt imod hende. Sidsel ordet er dit.

12665633_975403652540106_416746494_n

Hvad fik dig til at starte med at skrive?
Det er svært at svare på. Men jeg har altid haft en ret så levende indre verden. Noget af det bedste jeg ved, er at fantasere, for her kan man alt, og alt er muligt. Jeg har utrolig mange venner, der lever på indersiden af mit hoved – nogle gange bryder de ud i den virkelige verden og manifesterer sig i et word-dokument J Det var præcis, hvad der skete med Fréa, som er hovedpersonen i min debutroman Sanddrømmeren.

Hvordan fik du ideen til din bog?
Idéen til Sanddrømmeren er dels kommet til verden på baggrund af min livlige fantasi, men også i høj grad på baggrund af min store kærlighed til historie. Danmarkshistorien, særlig vikingetiden og middelalderen, har altid været min store passion. Den tidsperiode er fyldt med eventyr, der bare venter på at blive skrevet!

Jeg forelskede mig i historie meget tidligt. Som helt lille fik jeg læst op fra sagn og myter om de nordiske guder og vikinger. Da jeg lærte at læse, kastede jeg mig ret hurtigt over de historiske romaner. Da jeg så læste historie på universitetet, opdagede jeg, hvor fedt det er at fordybe sig i kildetekster, og jeg begravede mig i gammel norrøn litteratur. Eddadigtene og sagaerne er noget af det mest interessante, man kan læse. De går så tæt på karaktererne, at man nærmest føler, man kommer til at kende dem.

En meget vigtig inspirationskilde til Sanddrømmeren er blandt andet en saga: nemlig Vølsunga Saga, fortællingen om Vølsungeslægtens historie. Fréa er en fiktiv slægtning til vølsungerne og er således i familie med en lang række af vikingetidens helte. En anden stor og for historien meget vigtig kilde er eddadigtet, Vølvens Spådom, hvor vølven Groa forudsiger hvilke tegn, der vil indvarsle Ragnarok. I Sanddrømmerne hærges verden nemlig af netop disse tegn og vølven Groa, der også optræder i Sanddrømmeren, er selvsagt meget bekymret!

Hvordan er det at få udgivet sin bog?
Det er dejligt at se sin historie med en smuk fortolkning af hovedpersonen på forsiden. Det har ligeledes været fantastisk at arbejde sammen med min redaktør – jeg har i den forbindelse lært sindssygt meget om at skrive. Jeg elsker selve skriveprocessen. At sidde foran computeren og se historien udvikle sig og tage uventede drejninger efter et pludseligt indfald, er noget af det bedste, der findes. Og så er det naturligvis dejligt, når læserne skriver til mig og fortæller, at bogen har gjort indtryk på dem. Jeg bliver så glad hver gang, det sker J

Hvilke(n) bog/bøger har du skrevet?
Sanddrømmeren og Runemagikeren, bind 1 og 2 i Sanddrømmeren-serien.

Har du planer om at skrive en bog mere?
Ja. Jeg arbejder i øjeblikket med bind 3 i Sanddrømmeren-serien. Derudover har jeg flere idéer til andre manuskripter – alle med nordisk mytologi eller dansk folklore fra middelalderen som referenceramme.

Hvordan bevarer du inspirationen til at skrive?
For mig er det at skrive som alt andet arbejde. Idéerne kommer, når man sætter sig foran computeren og arbejder – fordyber sig i teksten. Engang imellem løber jeg ind i et problem, hvor jeg simpelthen ikke ved nok om emnet til at lave en troværdig beskrivelse, uden at undersøge det mere konkret. For eksempel foregår noget af Sanddrømmeren 3 i containerterminalen på Århus havn, og her var jeg altså nødt til at lave noget feltarbejde og få kigget nærmere på store skibe, kraner og containere. Ellers får jeg inspiration ud fra min generelle interesse for historie. Jeg elsker at tage på museer og læse primærlitteratur som for eksempel de islandske sagaer. Jeg bliver også inspireret ved følge med i nyhederne – hvad der rører sig i verden omkring os, er en stor inspirationskilde for mig.

Regner du med, at du en dag kan leve af at skrive bøger?
Nej. Så skulle man da godt nok være ufattelig heldig! (og dygtig)

Hvad handler din bog om?
Sanddrømmeren og Runemagikeren handler om Fréa – en helt almindelig pige fra nutidens Danmark, der finder ud af, at hun er en valkyrie – et guddommeligt væsen fra den nordiske mytologi. Det er rigtige ”coming-of-age” romaner, hvor Fréa udsættes for alverdens udfordringer på sin vej til at blive en ung og stærk kvinde. Blandt andet opstår der en del problemer i forbindelse med, at hun som en moderne pige skal indgå i et vikingesamfund, hvor der hersker helt andre regler og normer, end hun er vant til. Men det er også en historie om kærlighed – til venner, familie og selvfølgelig til den eneste ene.

Hvem er du?
Jeg er Sidsel Katrine Slej. Jeg bor i Århus sammen med min mand og to piger. Jeg har en kandidatgrad i historie og multimedier fra Århus Universitet og arbejder freelance med grafisk tilrettelæggelse af undervisningsmaterialer.

Hvad kan du lide at lave, når du ikke skriver bøger?
At arbejde. Jeg elsker mit arbejde og arbejder vel egentlig temmelig meget. Hvis jeg ikke arbejder om aftenen, så skriver jeg. Derudover er jeg stor fan af dovne weekender, der indebærer at drikke vin sammen med min mand, avislæsning, hygge med pigerne og måske en udflugt. Og så er det fedt, når man engang imellem kan komme lidt ud med en veninde. Når det sker, så meget gerne til en koncert med enten heavy metal eller klassisk musik.

Hvem ser du op til?
Jeg beundrer generelt folk, der brænder for- og er dygtige til det, de laver. Nærmest uanset, hvad det er. Ildsjæle er oftest spændende mennesker, og jeg er så heldig, at jeg faktisk kender ret mange af den slags.

Hvilken bog er den bedste, du har læst?
Uha – der er mange, og de er alle vidt forskellige, så det er svært at vælge. Men af bøger, der har gjort stort indtryk på mig, kan nævnes Nordkraft af Jakob Ejersbo, Vort mismods vinter af John Steinbeck og Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren.

Hvem er din ynglings forfatter?
Jeg har en bred smag inden for litteratur og har derfor flere inden for vidt forskellige genrer: Astrid Lindgren, John Steinbeck, J.K. Rowling, Tolkien, Bjarne Reuter, Jane Austen, Ken Follett, Herman Bang, Isabel Allende, Régine Deforges, Marguerite Duras … Jeg kunne blive ved!

Hvilken genre skriver du i?
Fantasy. Jeg har som sagt mange idéer til nye bogprojekter inden for denne genre, men på sigt kunne jeg godt tænke mig at skrive en historisk roman. Gerne om middelalderen.

Jeg siger tusind tak, for at du ville deltage her Sidsel. Det er super fedt. Nu har I lært Sidsel at kende, så hvis I fandt interesse for hendes spændende bøger, så kan de købes her hos Turbine og Saxo.

Hvis du gerne vil følge hende, så kan du finde hende på Instagram, Facebook og på hendes hjemmeside 😀 Hun vil helt sikkert blive glad, hvis I har læst bogen og vil fortælle hvad i mener om den 😀

Reklamer

Forfatter

Elsker alt der handler om bøger og kreative projekter :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s